Forside » Apple tips & tricks, Programmer

5 gode programmer til din Mac

Her på IT-artikler er vi selvfølgelig altid på udkig efter nye programmer, som kan gøre både fritids- og arbejdsrelaterede opgaver på computeren til en mere simpel og underholdende fornøjelse – dette er også tilfældet for vores søsterside, Download.dk, hvor du både kan hente og læse anmeldelser af alverdens applikationer.

De bedste programmer er dog ofte gemt i en jungle af mindre gode. Derfor har vi i dag samlet en overskuelig liste over 5 af vores favoritter til Apples Mac-computere. Under hvert program linker vi til vores søsterside, hvor du kan hente programmet og læse en anmeldelse.

1. Paintbrush

Paintbrush ikon

Paint på Windows har aldrig været verdens bedste program, men det er ofte glimrende, når man lige hurtigt skal beskære eller resize et billede. Da Apple aldrig selv har valgt at levere sine Mac-maskiner med et lignende program, anbefaler vi i stedet Paintbrush, som både design- og funktionsmæssigt minder meget om Microsofts eget Paint-program.

Paintbrush er gratis, og virker på nærmest alle versioner af OS X. Programmet har ikke været opdateret i et par år, men da det skal være simpelt at gå til, er vi heller ikke interesserede i flere funktioner end højst nødvendigt.

Find Paintbrush lige her.

2. Menubar Countdown

Menubar Countdown ikon

Selvom en mobiltelefon nok er det bedste værktøj at tage tid med, fordi den altid ligger i lommen, så er Menubar Countdown en rigtig fornuftig timer til Mac’en. Der er absolut ingen overflødige funktioner – man starter bare programmet, hvorefter nedtælleren kører oppe i menubaren i toppen. Smart!

Programmet er helt og aldeles gratis, og hvis du har en Mac, som kører OS X Leopard fra 2007 eller nyere, så bør du bestemt give programmet et forsøg.

Find Menubar Countdown lige her.

3. Moom

Moom ikon

Moom er et rigtigt smart program til Mac, som gør det nemmere at finde hoved og hale i alle ens åbne programmer. Lidt ligesom man kender det fra Windows 7, kan man eksempelvis endeligt få et program til at fylde hele skærmen eller lave splitskærm mellem flere. Ligeledes kan avancerede brugere også indstille genvejstaster til Mooms mange funktioner, så man kan arbejde mere effektivt.

Den fulde version af Moom koster 10 dollars, men der er heldigvis en gratis prøveversion, så man kan få en fornemmelse af programmet i sin dagligdag først.

Find Moom lige her.

4. iRed Lite

iRed Lite ikon

Apple sælger en fin Remote i lækkert alu-design til Mac, men desværre er dens funktionalitet stærkt begrænset – faktisk kan den kun bruges med en lille håndfuld af programmer, herunder Apples egne og PowerPoint. Derfor blev vores indre nørd virkelig vækket til live, da vi hørte om iRed Lite, der giver dig mulighed for at opsætte den til alle programmer. Det kræver en del tid at få styr på det hele, men det øger væsentligt værdien af Apples fjernbetjening.

iRed Lite er gratis og virker på OS X Snow Leopard og fremefter. Ligeledes kræver det selvfølgelig, at du anvender din Apple Remote sammen med en MacBook, som har en indbygget infrarød port.

Find iRed Lite lige her.

5. MagicPrefs

MagicPrefs ikon

Pegefeltet på Apples bærbare computere er intet mindre fantastisk, og personligt har jeg ikke brugt en mus i flere år. Sommetider kunne man dog godt ønske sig flere muligheder, og det er præcis her, at MagicPrefs kommer ind i billedet. Der er mulighed for opsætte touch-funktioner præcis efter eget behov, så man kan bruge fingrene til endnu mere.

Programmet er gratis, og det skulle gerne virke på Macs med OS X Lion og nyere. Selvfølgelig understøtter programmet også Apples tilbehør med touch, herunder Magic Mouse og Magic Trackpad.

Find MagicPrefs lige her.

Hvis du sidder og tænker, at vi mangler dit yndlingsprogram til Mac på listen, så kan du selvfølgelig smide en kommentar, så andre brugere også kan få glæde af det!

Tags

Skrevet d. 7 dec 2013 - Ingen Kommentarer

Skrevet af Jan Nikolajsen

Deltag i debatten, skriv en kommentar!

Skriv din kommentar, eller lav et trackback fra din egen side. Du kan også tilføje denne debat til RSS.